torsdag den 30. november 2017

Cinder & Ella - Kelly Oram

Boganmeldelse:
Titel: Cinder & Ella
Forfatter: Kelly Oram
Udgivelses år: 2014
Forlag: Bluefields
Sprog: Engelsk
Antal sider: 254
Genre: YA


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: November 2017






Resumé

Ella er vild med bogserien 'The Cinder Chronicles', og hun er opkaldt efter en af personerne. Hun har sin egen blog hvor hun skriver om den serie og alt muligt andet. En af brugerne af hendes blog hedder Cinder458, og de to har gennem et par år mailet og sms'et sammen, men har aldrig set eller mødt hinanden.
På grund af et slemt trafikuheld, der efterlader hende med voldsomme ar, både psykisk og fysisk, mister hun for en tid kontakten til Cinder458. Hun flytter hjem til sin far, som forlod hende som barn, og hans nye familie. Men det er svært for hende at falde til, og hun genoptager kontakten til Cinder458, da han er den eneste der forstår hende.
Oliver er blevet valgt til at spille hovedpersonen Cinder i første del af  'The Cinder Chronicles', men han har svært ved at smide hans 'teenage hjerteknuser'-image.  Han vil gerne vise at han er en seriøs skuespiller, men hans far og folkene bag ham gør det ikke let for ham. Han er en stor fan af serien, og vil gerne gøre det godt som Cinder, han vil helst ikke skuffe seriens fans.

Baseret på Askepot

Cinder og Ella = Cinderella: Askepot. Jeg håber dog virkelig ikke, at en dansk oversætter mener at bogen skal hedde Aske og Pot! Men selvom den er løseligt baseret på Askepot, så er den slet ikke så sødsuppe-agtig som jeg havde forventet.
Jo, der er en stedmor og nogle stedsøstre, og de er da ikke alt for søde, men heller ikke decideret onde. De er vel hvad med man kan forvente, når en ny datter af huset pludselig flytter ind og laver om på tingene.
Da Oliver og Ella tilfældigvis mødes, og endelig får øjnene op for hvem den anden er, ender det ikke så lykkeligt. De bliver overrendt af folk, og må flygte derfra. Ella bliver sendt væk, på et rekreationelt ophold, af sin far, og Oliver må finde på en måde at få kontakt til hende igen.
I et tv-interview viser han de handsker som Ella har glemt - som glasskoen i Askepot - men kan godt se, at det måske ikke er så smart at afprøve dem på alle piger. Så i stedet beder han 'den person' der ved hvad Ella ellers glemte og som kan fortælle 2 specifikke detaljer om den ting, at tage med ham til premieren på filmen. Og det er der jo, sjovt nok, kun éen person der kan - Ella.
Der er dog et par detaljer der gør, at den bliver lidt for urealistisk, blandt andet at venindens to fædre er skræddere, der kan trylle de mest fantastiske kjoler frem. Der er godt nok ikke så meget tryllefeer over dem, men alligevel bidrager de til selve Askepot historien.

Jeg er vild med Cinder og Ella

Jeg kan helt fint identificere mig med både Ella og Cinder, også selvom jeg måske ikke ligefrem er teenager længere. Men jeg kan godt sætte mig ind i deres problemer. Især Ellas usikkerhed omkring sit udseende, er virkelig godt beskrevet. Det hele er centreret omkring deres forhold - og jeg må sige at det er årets ultimative kærlighedshistorie.
Jeg ville elske at have den til at stå på min hylde og kunne læse den igen og igen. Den må meget gerne blive oversat til dansk, og jeg er sikker på at andre vil synes det samme. Bare håber jeg at titlen fortsat vil være Cinder og Ella!

Der er 5 flotte stjerner til Cinder og Ella. Jeg var helt væk i deres udfordringer og sammenhold, og måtte bare læse den til ende.
Der findes også en 2'er "Happily ever after", som mere handler om hvordan Ella skal overkomme sin skræk for at vise sine ar til verden, og samtidig lære at leve med det mediecirkus der omgiver kendte. Men den slugte jeg selvfølgelig lige derefter. Men 1'eren er helt klart den bedste.

🌟🌟🌟🌟🌟

Ingen kommentarer:

Send en kommentar