torsdag den 30. november 2017

Cinder & Ella - Kelly Oram

Boganmeldelse:
Titel: Cinder & Ella
Forfatter: Kelly Oram
Udgivelses år: 2014
Forlag: Bluefields
Sprog: Engelsk
Antal sider: 254
Genre: YA


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: November 2017






Resumé

Ella er vild med bogserien 'The Cinder Chronicles', og hun er opkaldt efter en af personerne. Hun har sin egen blog hvor hun skriver om den serie og alt muligt andet. En af brugerne af hendes blog hedder Cinder458, og de to har gennem et par år mailet og sms'et sammen, men har aldrig set eller mødt hinanden.
På grund af et slemt trafikuheld, der efterlader hende med voldsomme ar, både psykisk og fysisk, mister hun for en tid kontakten til Cinder458. Hun flytter hjem til sin far, som forlod hende som barn, og hans nye familie. Men det er svært for hende at falde til, og hun genoptager kontakten til Cinder458, da han er den eneste der forstår hende.
Oliver er blevet valgt til at spille hovedpersonen Cinder i første del af  'The Cinder Chronicles', men han har svært ved at smide hans 'teenage hjerteknuser'-image.  Han vil gerne vise at han er en seriøs skuespiller, men hans far og folkene bag ham gør det ikke let for ham. Han er en stor fan af serien, og vil gerne gøre det godt som Cinder, han vil helst ikke skuffe seriens fans.

Baseret på Askepot

Cinder og Ella = Cinderella: Askepot. Jeg håber dog virkelig ikke, at en dansk oversætter mener at bogen skal hedde Aske og Pot! Men selvom den er løseligt baseret på Askepot, så er den slet ikke så sødsuppe-agtig som jeg havde forventet.
Jo, der er en stedmor og nogle stedsøstre, og de er da ikke alt for søde, men heller ikke decideret onde. De er vel hvad med man kan forvente, når en ny datter af huset pludselig flytter ind og laver om på tingene.
Da Oliver og Ella tilfældigvis mødes, og endelig får øjnene op for hvem den anden er, ender det ikke så lykkeligt. De bliver overrendt af folk, og må flygte derfra. Ella bliver sendt væk, på et rekreationelt ophold, af sin far, og Oliver må finde på en måde at få kontakt til hende igen.
I et tv-interview viser han de handsker som Ella har glemt - som glasskoen i Askepot - men kan godt se, at det måske ikke er så smart at afprøve dem på alle piger. Så i stedet beder han 'den person' der ved hvad Ella ellers glemte og som kan fortælle 2 specifikke detaljer om den ting, at tage med ham til premieren på filmen. Og det er der jo, sjovt nok, kun éen person der kan - Ella.
Der er dog et par detaljer der gør, at den bliver lidt for urealistisk, blandt andet at venindens to fædre er skræddere, der kan trylle de mest fantastiske kjoler frem. Der er godt nok ikke så meget tryllefeer over dem, men alligevel bidrager de til selve Askepot historien.

Jeg er vild med Cinder og Ella

Jeg kan helt fint identificere mig med både Ella og Cinder, også selvom jeg måske ikke ligefrem er teenager længere. Men jeg kan godt sætte mig ind i deres problemer. Især Ellas usikkerhed omkring sit udseende, er virkelig godt beskrevet. Det hele er centreret omkring deres forhold - og jeg må sige at det er årets ultimative kærlighedshistorie.
Jeg ville elske at have den til at stå på min hylde og kunne læse den igen og igen. Den må meget gerne blive oversat til dansk, og jeg er sikker på at andre vil synes det samme. Bare håber jeg at titlen fortsat vil være Cinder og Ella!

Der er 5 flotte stjerner til Cinder og Ella. Jeg var helt væk i deres udfordringer og sammenhold, og måtte bare læse den til ende.
Der findes også en 2'er "Happily ever after", som mere handler om hvordan Ella skal overkomme sin skræk for at vise sine ar til verden, og samtidig lære at leve med det mediecirkus der omgiver kendte. Men den slugte jeg selvfølgelig lige derefter. Men 1'eren er helt klart den bedste.

🌟🌟🌟🌟🌟

onsdag den 15. november 2017

Skildpadder hele vejen ned - John Green

Boganmeldelse:
Titel: Skildpadder hele vejen ned
Forfatter: John Green
Udgivelses år: 2017
Forlag: Høst og søn
Sprog: Dansk
Antal sider: 282
Genre: YA
Original titel: Turtles all the way down
Originalsprog: Engelsk

Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: November 2017





Resumé

En mand forsvinder fra lokalområdet. Aza Holmes og hendes veninde Daisy er opsatte på at få den dusør der er udlovet på ham. Da Aza kender hans søn, er det oplagt at begynde hos ham.
Aza har dog nogle tanker, som gør det svært for hende at fungere i samfundet. Hun lider af obsessiv-kompulsiv personlighedsstruktur, og tænker derfor alt for meget over tingene.

You give your thoughts too much power, Aza.
Thoughts are only thoughts.
They are not you.
You belong to yourself, even when your thoughts don't.
- Dr. Singh til Aza Holmes.

Aza er fanget i sin egen verden

Aza og Daisy er, på overfladen, to almindelige skolepiger. De hygger med film, tøsesnakker om drenge og bruger meget tid sammen, og det er dejligt at følge deres samspil. Men samtidig, så skal der arbejdes meget for at holde deres venskab kørende, mest på grund af Azas tankevirksomhed. Aza overvejer alt, flere gange, og hvis der på en eller anden måde er bakterier indblandet, så går det helt galt. Det værste sted man kan opholde sig er for eksempel på sygehuset, da der er så mange bakterier, at man er helt sikker på at dø der. Så da Aza er indvolveret i et uheld, og kommer på sygehuset, ser det virkelig skidt ud for hende.

Det er svært at følge med i Azas tankegang, og ofte bliver det bare en lang smøre, uden rigtig nogen sammenhæng. Der var flere passager i bogen, som jeg måtte læse flere gange, og stadigvæk ikke helt gav nogen mening. Ja, jeg kan godt se at Aza har nogle problemer, og at hun burde tage sin medicin. Men det overskygger den handling der egentlig 'gør' bogen, og den kommer til at handle om Aza tvangstanker i stedet.


Hvad er der med de skildpadder

Bogens titel henviser til en måde at anskue livet på. At jordkloden egentlig bliver båret af en skildpadde, og den skildpadde bliver båret af endnu en skildpadde, som bliver båret af endnu en skildpadde og så videre. Der er ikke nogen 'nederste skildpadde', der vil altid være en der bærer den nederste. Og den måde at anskue livet på, er netop Azas udfordring.


It's turtles all the way fucking down, Holmesy.
You're trying to find the turtle at the bottom
 of the pile, but that's not how it works.

- Daisy der forsøger at forklare Aza hvordan verden ser ud.

Ikke min kop te

Jeg må indrømme, at bogen overhovedet ikke fangede mig. Den kunne have været virkelig god - for selve historien var der noget kød på, men Aza's tvangstanker var lige en tak for meget, og overskyggede handlingen.Alle disse imaginære problemer, gjorde bogen meget svær at holde fokus på. Havde Azas tanker været skåret ned til måske en fjerdedel, og der så var gjort mere ud af baghistorien, så ville den fra min synsvinkel have været noget mere læsværdig.
Jeg giver den 2 stjerner - på baggrund af handlingen der 'kunne' have været god.

🌟🌟✰✰✰

fredag den 10. november 2017

Mens alle er på Bogforum...

Det føles som om hele bogverdenen befinder sig i Bellacentret i København i denne tid, og jeg så sidder alene tilbage.
Men det er bare ikke muligt at rive så mange dage ud af kalenderen og bevæge sig til Sjælland - og lidt penge koster det jo også.
Selvom jeg virkelig gerne ville deltage i alle de skønne foredrag, møde forfatterne og købe mig fattig i bøger, så er det bare ikke min tur denne gang.
Jeg kan altid håbe, at jeg måske næste år får mulighed for at tilbringe en dag eller to til Bogforum.


Hvad jeg har jeg så gang i?

Mens alle andre mæsker sig med fantastiske mennesker, så er jeg i gang med at læse endnu flere bøger.
Jeg har netop færdiggjort 'Skildpadder hele vejen ned' af John Green, som der kommer en anmeldelse af her på bloggen om kort tid.
Derudover har jeg gang i en kærlighedshistorie, Sexy Stranger af Kendall Ryan. For der skal altså lidt kærlighed til engang imellem! Om det så ender lykkeligt eller ej, det har jeg endnu til gode at finde ud af.
På min læseliste står også 'Love is war'-serien af R. K. Lilley. Jeg er så småt gået i gang med Scarletts historie, men jeg må indrømme, at den ikke rigtig har fanget mig endnu. Men nu er jeg heller ikke så mange kapitler inde i den.

Hen over vinteren

Ja, vinteren er jo snart på vej - er der nogen der siger. I følge kalenderen er der kun små 3 uger til vi går ind i de mørke vintermåneder.
Jeg har lidt bøger på den liste også, som jeg håber at komme i gang med til den tid. Det er blandt andet Bossman af Vi Keeland, Fikseren af Gabriella Ullberg Westin, Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm samt selvfølgelig Origin af Dan Brown. Det er nogle lidt større bøger, og jeg ser frem til at begrave mig i dem i den kolde tid. Der skal nok komme nogle anmeldelser af dem her på bloggen en gang i fremtiden.


På min ønskeseddel står der...

Nu står julen jo snart for døren, snart skal der pyntes op, hentes juletræ og laves julegodter. Der skal også købes julegaver. Jeg er i gang med at skrive min ønskeseddel til julemanden - eller familien - eller hvem der nu vil have den. Og der skal helt sikkert også nogle bøger på den liste.
Der står allerede 3 bøger, men de har nu stået der i noget tid. De er lidt svære at få fat i, da den ikke kan købes i Danmark. Det er den tyske version af Bud Spencers biografier. De er desværre ikke oversat til Engelsk, så det var enten den tyske eller italienske version - og mit italienske er vist ikke godt nok til at kunne læse bøger!
Den nyeste Apollo bog af Rick Riordan, The dark prophecy, er også på listen - jeg har praktisk talt alt hvad Mr. Riordan har skrevet af mytologiske bøger - så denne serie MÅ jeg også have. Og jeg læser dem på Engelsk.
Derudover har jeg nogle forholdsvis nye bøger på listen; Pagten af Michael Katz Krefeld, De voksnes rækker af Anna Grue, Er du Okay Nanna? af Anika Eibe samt portrættet af vores allesammens kronprins Frederik, Under Bjælken.

Er der nogle som jeg mangler? Skriv endelig i kommentarerne hvis der er noget du synes jeg bør give mig i kast med hen over vinteren, eller som burde skrives på min juleønskeliste.

søndag den 5. november 2017

Mack Daddy - Penelope Ward

Boganmeldelse:
Titel: Mack Daddy
Forfatter: Penelope Ward
Udgivelses år: 2017
Forlag: Penelope Ward Books
Sprog: Engelsk
Antal sider: 342
Genre: Romantik

Jehjes:
Læst sprog:Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: Oktober 2017







Resumé

Mackenzie og Francesca var bofæller da de gik på kollegiet, men selvom tiltrækningen var der, så skete der aldrig noget. Nu, flere år senere, dukker Mackenzie op, med sin søn, i den klasse som Francesca er lærer for. Tiltrækningen er der stadig, men selvom han er den lækreste far - Mack Daddy - så er det ikke smart som lærer til hans søn, at have et seksuelt forhold til ham.
Vi følger deres historier, set fra begges synspunkter, med flashbacks til deres fortid sammen. Hører om hvilke forhindringer der skal overvindes, for at de måske kan finde sammen. De har hver især deres problemer de tumler med. Mack vil gerne være den bedste far han kan for sin søn, men har lidt problemer med eks'en, Francesca derimod kæmper med social angst og OCD tendenser.

"I remember it all - the good and the bad - 
and I wouldn't trade any of it."
- Mackenzie, der tænker tilbage på deres tid sammen.

Ren romatik

Da Mackenzie (Mack) og Francesca (Frankie) mødte hinanden, var det ikke på den der 'kærlighed ved første blik'-måde, nej, det var pænt mere pinligt for dem begge. Det førte til at de tilbragte meget tid sammen, selvom Mack havde en kæreste på det tidspunkt. De så film, vaskede tøj og spiste sammen - alt sammen uden den mindste hentydning til noget seksuelt. Og alligevel, så lå det i luften. De gjorde dog aldrig noget ved det, noget som de begge på en måde fortryder i dag. Men nu, hvor de mødes igen, er Mack opsat på, at NU er tiden inde til at vinde Frankie over.

OCD - Pure O

Obsessive Compulsive Disorder (OCD) involverer uønskede og forstyrrende tanker, der trænger ind i sindet og forårsager stor angst eller ubehag, og som kan give tvangshandlinger. Francesca lider af den del af OCD der hedder Pure O, hvor de angstfremkaldende tvangstanker kun finder sted i sindet. Hun har problemer med at være sammen med folk hun ikke kender, dog har hun ikke samme problemer med børn - hvilket er en af grundene til at hun har valgt at blive lærer. Mackenzies søn, Jonah, har lidt samme problemer, så hun forstår ham og formår at give ham nogle hjælpemidler for at han kommer nemmere igennem dagene.

"Well, like you might be talking to me, and I'll have a random thought about stabbing you. The average person would just dismiss it as a fleeting thought. But someone with an obsessive mind like me would perform mental rituals in order to determine if there's any validity to it"
- Francesca der forklarer Mackenzie hendes problem med OCD/Pure O

Helt fantastisk bog

Dette er en bog som jeg gerne vil læse igen og igen. Mack er den der totalt lækre far - for en gangs skyld ikke en lækker ungersvend, men en som rent faktisk ved hvad det vil sige at have børn! - og Frankie er den lidt usikre pige, der ikke ser sig selv som værdig til sådan en lækker fyr. Noget som rigtig mange vil kunne identificere sig med. Jeg har allerede nu anbefalet den til flere veninder, og nu vil jeg bestemt også anbefale dig at læse den. Og det lige meget om du er mand eller kvinde, så vil du få rigtig meget ud af at læse denne bog.

Udgiv den på dansk, tak!

Min vurdering af bogen er 5 ud af 5 stjerner. Den er endnu ikke udgivet på dansk, men jeg er sikker på, at den vil være en hel klar sællert hvis/når den bliver det. Jeg læste den på engelsk, hvilket bestemt kan anbefales. Den indeholder ikke svære ord og er nem (og hurtig) at komme igennem. Når man først kommer i gang, er den meget svær at lægge fra sig igen. Den sætter også nogle tanker i gang, med hensyn til OCD og hvordan man kan tackle det i hverdagen.
En rigtig god romantisk bog, der er fantastisk til kølige efterårsaftener under tæppet, eller i sommerhuset.

🌟🌟🌟🌟🌟

mandag den 30. oktober 2017

9. November - Colleen Hoover

Boganmeldelse:
Dansk titel: 9. November
Forfatter: Colleen Hoover
Udgivelses år: 2015
Forlag: Atria
Forlag i DK: LOVEBOOKS
Udgivet på dansk: 2017
Originaltitel: November 9
Sprog: Engelsk
Antal sider: 310
Genre: Ungdomsbøger

Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: Oktober 2017




Resumé

For 2 år siden, på denne dato blev Fallon svært forbrændt da hendes fars hus brændte. I dag spiser hun frokost med ham, for at fortælle ham, at hun flytter fra byen - for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. Hendes far mener ikke, at hun nogensinde vil få succes som skuespiller, med de synlige ar hun har - men ud af det blå træder Benton. Han lader som om han er hendes kæreste, fortæller hende at hun er skøn og forsvarer hende over for faderen. Benton er alt hvad Fallon kunne ønske sig, men som 18-årig er hun ikke klar til at binde sig. Efter at have brugt dagen sammen, beslutter de sig for at mødes 'samme dag, næste år' og de næste 5 år fremefter. Men kan venskab bibeholdes når man kun mødes een gang om året - og kan kærlighed blomstre når nogen gemmer på en stor hemmelighed?

Samme dag næste år

November 9 handler om Benton og Fallon der aftaler at mødes hvert år, de næste 5 år, på den samme dag. De har ikke hinandens numre, e-mail adresser og har blokeret hinanden på de sociale medier - så det vil sige, ingen kontakt mellem dem i løbet af årene, udover den ene dag.
Den ene dag er en mærkedag for dem begge, men på hver deres måde, noget som dog først bliver forklaret i slutningen af bogen. Så man sidder med forventningens glæde meget længe, for at få en forklaring - og samtidig med at man håber, at det bliver en lykkelig slutning.

At kunne holde sig fra at kontakte hinanden, i løbet af et helt år, når man har den tiltrækning til hinanden, som Benton og Fallon har, det er for mig helt utroligt. Hvordan de på en måde både tiltrækkes og frastødes af hinanden, og det til stadighed lykkes for dem at mødes hvert år den 9. november, selvom det kræver meget af dem begge.

"You'll never be able to find yourself
if you're lost in someone else
- Fallon

Noget man beslutter som 18-årig, kan godt ændre sig, efterhånden som man bliver ældre. Man bliver mere moden, og ser tingene på en anden måde. Og det sker også for Fallon og Benton (jeg elsker deres navne!). Men de kæmper også med hver deres indre dæmoner - ting som man som teenagere ikke burde bruge krudt på, men grundet deres fortid, er en væsentlig del af dem. Man skal finde sig selv, før man kan give sig hen til en anden...

Jeg er helt blæst væk

Selve historien har virkelig blæst benene væk under mig - og da jeg først begyndte, så kunne jeg ikke lægge den væk og læste den i løbet af en enkelt dag. Jeg syntes, at deres historie er helt unik - selvom der findes andre bøger, om folk der kun mødes en enkelt dag om året, så er baggrundshistorien for Fallon og Benton det der gør deres samspil til noget særligt.
Jeg vil ikke kalde bogen for virkelighedstro, for jeg tror ikke at dette vil kunne ske i vores digitale verden, at man vil kunne holde sig fra hinanden så længe. Men håbet lever - og det lever sammen med dem.

Jeg har læst bogen på engelsk - jeg er ikke så god til at vente på de danske oversættelser, og synes nogle gange, at der mangler mange nuancer når en bog oprindeligt er på engelsk. Men jeg må sige, at denne bog, virkelig får en til at tænke over livet.
Der er mange referencer til poeten Dylan Thomas, som utroligt nok døde den 9. november, og ellers generelt til kærlighedsbøger. Benton er forfatter, eller i hvert fald på vej til at blive det - og der er referencer til hvordan kærlighed i romantiske bøger opstår og udvikler sig.
Når jeg læser det, sidder jeg og tænker på hvor meget de dog har ret - at kærlighed i bøger altid er så 'let'. Når hovedpersonerne mødes første gang, så VED de bare at 'meant for each other' - at de skal være sammen for evigt. Hvor tit sker det lige i det virkelig liv?
Her opstår kærlighed sjældent ved første blik, snarere gennem venskab. Denne bog er en god blanding af disse ting. Hvordan kærlighed ved første blik kan ske, men at man ikke vil acceptere det, og derefter langsomt, gennem venskab, bliver følelserne mere tydelige.

Tåreperser...

Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner. Det er en kærlighedsroman, med alt hvad der tilhører af jalousi, venskab, kys der får 12 ud af en skala på 10 samt et ungt par der går så grueligt meget igennem, før de finder ud af hvordan de skal leve deres liv.
Slutningen gør, at man sidder med fugtige øjne, og krydsede fingre og håber alt hvad hjertet kan bære. En absolut feel-good bog.

🌟🌟🌟🌟🌟

torsdag den 26. oktober 2017

Jeg faldt lige over denne bog

Kender du det, en bog, som du har læst mange gange, dukker pludselig frem og du får en ustyrlig lyst til at genlæse den.

Hvad man dog finder i gemmerne

Det sker engang imellem, at jeg finder en bog i mine gemmer, som jeg ikke har set i længere tid. Det var det der skete, da jeg 'kom til' at rydde lidt op her den anden dag.
Inde i et skab, under en stak papirer, lå en bog som jeg ikke har set i en del år. Straks gav det mig lyst til at genlæse den og nu er den blevet lagt frem på natbordet, så den bliver husket.
Det er en bog jeg læste en del gange da jeg var yngre, og selvom jeg synes at jeg husker den rimelig godt, så fortjener den stadig en genlæsning.

Hvilken bog er det så?

Jamen, det var jo Robinson Crusoe, skrevet af Daniel Defoe. En skøn bog fra Gyldendals udødelige ungdomsbøger.
Jeg har vel nok læst den en 4-5 gange tænker jeg, men hr. Crusoe og hans oplevelser fortjener næsten altid en chance til.
Jeg ejer en del af Gyldendals udødelige ungdomsbøger, ikke alle i vild god stand, men dog stadig læselige.
De har efterhånden nogle år på bagen, den Robinson Crusoe version jeg ligger inde med, er printet i 1969, så det er vel helt forståeligt at den er lidt brugt. Den lugter også en smule hengemt - men det har den jo egentlig også været i nogle år...



Ungdomsbog?

Den er klassificeret som en ungdomsbog, ved dog ikke helt om jeg er enig i den betegnelse. Jeg mindes at jeg var noget ældre, før jeg kunne identificere mig med Robinson og Fredag, og helt forstod deres problemer. Hvad kræver det egentlig for en bog at få betegnelsen voksenbog/ungdomsbog? Hvor ligger den adskillelse? Jeg vil jo ikke mene, at Robinson Crusoe er skrevet til et ungdomspublikum, men måske det er på grund af læseligheden. Den er skrevet i et sprog der er nemt, i hvert fald i den danske oversættelse, og måske det er der det hele ligger. Jo færre fremmedord og jo flere korte ord og sætninger, jo yngre en målgruppe.

Jeg vil beskrive mig selv som voksen nu, og jeg ynder stadig at læse 'Gyldendals udødelige ungdomsbøger' - om det så er Tarzan, Den røde Pimpernel, Robinson Crusoe eller noget helt fjerde.
At genlæse bøger fra min ungdom, gør mig glad - og får mig til at mindes en svunden tid, selvom den måske ikke ligger så langt væk. Men nogle gange, så er det bare dejligt at læse bøger der ikke kræver den helt store tankevirksomhed. Bøger man ved hvordan ender, men som man samtidig ikke kan lade være med at læse igen og igen.

Hr. Crusoe og jeg

Jeg vil genlæse Robinson Crusoe med stor fryd. Jeg vil se frem til at høre om hvordan han klarer sig i de mange år på en øde ø, med vilde dyr, kannibaler og andre slyngler. Jeg vil glæde mig til at høre om hans venskab med Fredag og de dyr han får tæmmet. Jeg vil til stadighed undre mig over, hvorledes han får bygget så fine ting, med så få midler - og jeg vil ønske, at hvis jeg en dag skulle strande på en øde ø, kan bibeholde det humør han har.


søndag den 22. oktober 2017

Nomernes vilde væddeløb - Jan Kjær

Boganmeldelse:
Titel: Nomernes vilde væddeløb
Forfatter: Jan Kjær
Udgivelses år: 2016
Forlag: Agama
Sprog: Dansk
Antal sider:27
Genre: Børnebøger

Jehjes:
Læst sprog: Dansk
Læst som: Fysisk bog
Læst dato: September 2017







Resumé

Minno er en lille nomer, der arbejder i staldene. Han vil virkelig gerne være stormrytter, men det er han desværre alt for lille til.
Nu skal nomernes vilde væddeløb afholdes, og der kommer ryttere langvejsfra for at deltage. Minno tilmelder sig også, på sin egen lille pigo. Men han er meget mindre end de andre, og slet ikke frygtindgydende eller ondskabsfuld, så det er en farlig tur han skal på gennem banen. Men nogle gange, så er det godt at være lille og venlig.

Hvem er nomerne?

Nomerne er et folkefærd som bor langt inde i Nomerskoven. De er små, men har mod. Alle nomere bærer masker, og hver maske repræsenterer den opgave de har i Nomerbyen. Der er seks forskellige farver. Minno er gul, det vil sige, at han er en rytter-nomer, som rider, flyver og/eller passer nomernes dyr.

Morale er altid godt

Alle bøgerne afsluttes med en morale - og det gør denne selvfølgelig også.

"Det var historien om Minno, der blev
stormrytter, selvom alle sagde, han
var for lille til den store opgave”
- Nomernes vilde væddeløb

Det er virkelig noget, som børn kan forholde sig til. Jeg morede mig gevaldigt da jeg læste bogen, og jeg, som voksen, forstod også Minnos problemer med at være lille. Samtidig så frydede jeg mig da det viste sig, at det på nogle punkter var godt at være lille, for så havde Minno nemmere ved nogle ting, end de andre.
Som barn er man ofte 'den lille', især hvis man er lillebror/-søster. Men nogle gange kan det godt have sine fordele at være den lille, og det er vigtigt at man fokuserer på det positive - og det gør nomerne helt klart. 

Tegn og lær

Udover bogserien om nomerne, så kan man også downloade en masse forskellige ting, som relaterer til nomerne.
Det er muligt at printe og male en masse skønne tegninger som Jan Kjær har tegnet, afprøve nomernes bedste opskrifter eller læse den gratis e-bog. Alt dette gør normerne, til en all-around serie, hvor man har mulighed for at inddrage børns forskelligheder. 

Fantastisk til børn!

Jeg giver bogen 5 ud af 5 stjerner. De gives på baggrund af de flotte tegninger, den letlæselige historie og fortællingen som man som barn helt sikkert kan forholde sig til. Den passer perfekt til børn i børnehave alderen og til dem der lige har lært at læse. Den har alt en god historie skal have; spænding, fart og venskab. Har du børn, så bør du nu introducere dem for nomerne.

🌟🌟🌟🌟🌟

onsdag den 18. oktober 2017

Bøger som film

 

At elske eller hade

Mange bøger bliver filmatiseret, med større eller mindre held. Nogle bliver gigantiske succeser, mens andre hurtigt bliver glemt. Nogle er fantastiske, andre ville man ønske ville blive genindspillet eller at de slet ikke var blevet filmatiseret i det hele taget.
Når man læser en bog, så danner man sig et indtryk af, hvordan karaktererne ser ud, lyder og opfører sig. Ved en filmatisering er det instruktørens opfattelse af disse ting, og de kan være vidt forskellige fra enhver læsers forestilling. Harry Potter bøgerne blev filmatiseret med stor succes, selvom for eksempel Hermione ikke ser ud som beskrevet i bøgerne (store fortænder blandt andet), men nogle gange er det muligt at abstrahere fra sådanne ting og nyde historien i stedet.
Der er bare nogle bøger som er bedre, nemmere og lettere at filmatisere end andre, og det gælder alle genrer.

Åh, gid de ville stoppe

Lad mig fremhæve Eragon af Christopher Paolini. Bogen/bøgerne indeholder mange virkelig gode scener og samtaler, som kunne være blevet helt utrolige på film. Men instruktøren valgte at fokusere på andre ting, og det gør filmen for usammenhængende. Jeg tænkte flere gange, mens jeg så filmen, at nu måtte de gerne stoppe det de havde gang i og komme i gang med selve historien i stedet, men det skete desværre aldrig.
Tvillingerne som spiller en stor rolle gennem alle bøgerne, var for eksempel slet ikke med i filmen, hvilket måske forklarer hvorfor der aldrig kom en toer. Mit ønske havde også været at dragerne var mere lig dragen fra Dragonheart filmen (1996), og ikke var så tydelige computerskabte. Det havde helt sikkert gjort noget bedre for filmen.
Skuespillerne var i min optik okay castet, men selve historien var lavet for meget om, og der var for mange fejl til, at der rent faktisk kunne laves film til de resterende bøger. Mit håb er, at der forhåbentlig snart, er en ny instruktør, der tør give sig i kast med opgaven, og så gør den mere tro mod bogen - og at der så samtidig er råd og mulighed for at filme de resterende bøger, således at alderen på Eragon sådan nogen lunde passer hele vejen igennem.

Vi prøver igen

Klassikere, eller måske nærmere de klassiske personer, såsom Alice i eventyrland af Lewis Carroll eller Sir Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes, er efterhånden blevet filmatiseret et utal af gange. Nogle gange er de blevet omskrevet så man kun lige aner historien endnu, men fungerer som helt nye film. Andre gange er det kun personerne der er genkendelige, og selve historien intet har med den originale bog at gøre.
Nogle kan bedst lide originalerne, andre har det fint med de nyere versioner.
Nogle gange er det også helt okay, at starte forfra igen, så man kan lave om på fortidens brølere - men rent faktisk er det oftest film og bøger der betragtes som udemærkede, der bliver lavet en remake af.
Tænk for eksempel på Ben-Hur. Skrevet i 1880 af Lew Wallace. Filmatiseret først et par gange som stumfilm, og så i 1959 kom den mest kendte version, som vandt hele 11 Oscars. Og nu er den endnu engang filmatiseret i 2016. Og lur mig om den ikke bliver remade om 20-30 år igen.

Hvorfor blev den filmatiseret?

Nogle gange kan det godt undre mig, at en bog er blevet filmatiseret. For eksempel hvis teknologien endnu ikke helt er på plads til at kunne frembringe de effekter der burde bruges. Nogen gange virker det til, at fordi en bog har en stor følgerskare, så er der nogle der synes at den skal filmatiseres hurtigst muligt. Uden tanke for handling, personer og så videre. Oftest bliver det gjort i en god mening, andre gange er det kun for profittens skyld. Jo flere penge man kan hive ud af et emne, jo bedre.

Hvilke bøger kunne blive gode på film?

Der findes flere bøger, som endnu ikke er filmatiseret, men som helt sikkert vil blive det på et tidspunkt. Meget handler om hvor populære de forskellige bøger er - jo mere populær, jo større sandsynlighed for en filmatisering.
Selection serien af Kiera Cass - en romantisk version af Hunger Games - har alt hvad der skal til for en filmatisering. En spændende og medrivende historie, kærlighed og krig.
The Shadowhunters cronicles af Cassandra Clare, er meget populære, og der skulle være flere der forsøger at få rettighederne til at filmatisere dem. 
Jeg ville personligt gerne se et remake af Percy Jackson serien (af Rick Riordan), gerne så der er mulighed for at lave alle filmene, inden hovedpersonen bliver for gammel. De film kunne blive enestående, da jeg er sikker på at computerteknologien nu er så meget med, at det vil kunne laves så monstre og effekter ser 'normale' ud.
Spektrum-serien af Nanna Foss ville jeg også gerne se, men først når alle bøgerne er udkommet. Jeg er ikke fan af at filmene begyndes inden selve historien er afsluttet - som med Harry Potter.

Hvilke favoritter har du? Hvilke bøger ville du gerne se filmatiseret - og hvem skulle evt. spille med? Giv gerne dit bud i kommentarerne.

lørdag den 14. oktober 2017

Stolthed og fordom - Jane Austen

Boganmeldelse:
Titel: Stolthed og fordom
Forfatter: Jane Austen
Udgivelses år: 1813
Forlag: Whitehall
Sprog: Dansk
Antal sider: 310
Genre: Klassikere
Original titel: Pride and prejustice
Originalsprog: Engelsk

Jehjes:
Læst sprog: Dansk
Læst som: Fysisk bog
Læst dato: Oktober 2017





Resumé

Fru Bennet har kun én tanke i hovedet; hun skal sørge for at hendes fem døtre bliver godt gift. På godset i nærheden flytter en ung mand, Mr. Bingley, ind, med en ven og sin søster. Denne mand er tydeligvis et godt parti for hendes ældste datter Jane, og hun sætter alt ind på at få Jane gift ind i den familie.
Den næstældste datter, Elizabeth, overhører imidlertid vennen Mr. Darcy omtale familien Bennet som nogle man absolut ikke bør omgås. Hun dømmer ham til at være arrogant, frastødende og absolut ikke et godt parti, selvom han er en mand med formue. Skæbnen vil dog, at han bliver betaget af hende. De må nu afvikle deres afsky for hinanden i 1800-tallets England.

Hun er måske ikke værst,
men ikke nær køn nok til at friste mig.

- Mr. Darcy om Elizabeth Bennet.

Kan læses igen og igen

Mit eksemplar af bogen, er et jeg har fundet i en genbrugsbutik for år tilbage, og jeg måtte bare eje den. Det er en special udgave, trykt i Genéve og udgivet af Edito bøger. Den er i en flot vinrød farve, med guld markeringer og indeholder blandt andet et billede af forfatteren Jane Austen, og der udover flere andre illustrationer. Jeg har læst bogen mindst 10 gange, og hver gang opdager jeg nye detaljer og nuancer som jeg ikke har lagt mærke til de foregående gange.


Nogle er blevet tvunget til at læse den i skolen, hvilket kan være en dræber i sig selv, men selve sproget er også svært. Sproget er tidstypisk, og der bruges ord som at aflægge visit, kurmageri og galanteri, som ikke er nogle vi normalt ville bruge i dagens Danmark.
Selve historien er den klassiske; mand møder kvinde, de kan umiddelbart ikke udstå hinanden, men skifter mening, og får alligevel hinanden i enden. Ikke så mange dikkedarer i det. Men det der gør lige præcis denne bog til noget særligt, er den måde de omgås hinanden. De har hver deres stærke personligheder, og stammer for forskellige samfundslag - hvilken nok også var grunden til at Elizabeth i starten så Mr. Darcy som storsnudet og utålelig.

Romantik i 1800-tallet

Det er ren romantik, men med et twist. Der er ingen sex, et enkelt dydigt kys og ellers bare en masse dybe samtaler. Dengang skulle en kvinde være ærbar, dannet og mest fungere som et kønt påhæng. Kvinder kunne ikke selv arve noget, så det var var vigtigt at finde et godt parti at gifte sig med. Nogle var så heldige at gifte sig på baggrund af kærlighed, mens andre måtte bide i det sure æble og gifte sig grundet penge eller stand. Men gift skulle en kvinde helst blive. At ende sine dage som pengeløs jomfru, var absolut ikke noget at stræbe efter. 


En kvinde skal have grundigt kendskab til musik,
sang, tegning, dans og de moderne sprog
 for at fortjene sådan en benævnelse...

- Frøken Bingley om hvad der gør en dygtig kvinde

Klassiker, uden tvivl

Min vurdering af bogen er 5 ud af 5 stjerner. Den er absolut anbefalelsesværdig. Bogen giver et godt indblik i livet i starten af 1800-tallet. Hvordan mænd og kvinder omgik hinanden, hvor vigtigt det var at blive godt gift samt problemer med netop stolthed og fordomme folk imellem.
Er du ikke til romantik, flotte beskrivelser og livet i 1800-tallet, så kan det godt være at denne bog ikke er for dig. Men gør dig selv den tjeneste, at forsøge at komme igennem den alligevel. Jeg tror ikke du vil fortryde det - og så vil Bridget Jones dagbog (bog af Helen Fielding, filmatiseret i 2001) give meget mere mening.

🌟🌟🌟🌟🌟

tirsdag den 10. oktober 2017

Spektrum - ja tak!


Spektrum mig her, og Spektrum mig der - det er som om der bliver snakket Spektrum alle vegne i øjeblikket!

Spektrum - Hvad er nu det?

Spektrum serien er en række bøger af den danske forfatter Nanna Foss.
Et spektrum kan defineres som mange forskellige ting, men lige her, da betyder det et farvespektrum. Det vil sige, et system af farver og nuancer.
Leoniderne, Geminiderne og Ursiderne, som er navnene på de første tre bøger i serien, er også navnene på meteor storme. Så et bud på andre titler kunne være Bootiderne, Lyriderne eller Persiderne, som er andre meteorstorme der sker hvert år. 

Jamen, hvad handler det så om?

Meget kort fortalt, en gruppe teenagere der rejser i tiden.
De meget pludseligt blevet 'markeret' med hver deres farve og kan nu rejse i tiden. De har hver forskellige evner, evner som på en eller anden måde forstærker det de er gode til, hvilket kan være både godt og skidt.
Når de er mange sammen og har følelserne uden på tøjet, tiltrækker de horror vacai, som er et altopslugende mørke eller tomrum, og den eneste måde at komme væk fra det er ved at rejse i tiden. De bruger et tidskompas til at rejse med, og det virker kun når der er en meteorstorm, jævnfør titlerne på bøgerne.

Forbered dig!

Du tænker måske, at det ikke lige er en serie for dig - teenagere og tidsrejser... men var du måske målgruppen oprindeligt for Harry Potter? Nej, måske ikke, men du har sikkert stadig læst dem!
Men forskellen på Harry Potter bøgerne og så denne serie er, at Harry Potter kunne læses individuelt, hver bog var en afsluttet historie. I spektrum serien bliver du præsenteret for cliffhangere i slutningen af hver bog, som sikrer at hele serien hænger sammen.
Så er du med på holdet der læser fra starten, så kan du godt forberede dig på en lang ventetid for at læse historien til ende. Før Nanna har skrevet de resterende 6 bøger (Jeps, 9 i alt, du læste rigtigt), så kan der godt gå nogle år. For det er jo bestemt ikke små tynde bøger, nej, det er murstens versioner på mindst 600 sider hver. Så sørg for at der er masser af plads på reolen, og at den er god og solid! De første 3 bøger vejer knap 2,4kg tilsammen.

Men hvorfor læse de bøger?

Fordi de er helt fantastiske - nå ja, det er der måske også andre bøger der er... Men disse er bare i en klasse for sig selv. Selvom de måske er i en genre, som du ikke har læst før, eller som du ikke læser så meget af, så lover jeg dig, at du bliver fanget.
Du bliver opslugt af deres oplevelser, deres problemer og deres tilgang til livet. Hver bog er fortalt fra et nyt synspunkt og med en ny fortæller, hvilket giver et virkelig godt nuanceret indblik i de forskellige personer der er med, hvordan de oplever hinanden og deres forskellige udfordringer. Vi har indtil videre hørt fra Emilie, Pi og senest Nasrin i Ursiderne.
Bøgerne får dig op af stolen, og får dig til at spekulere på, hvordan verden og tiden hænger sammen. Kan tidsrejser lade sig gøre, og hvad nu hvis man ændrer noget i fortiden - hvilken effekt har det så på fremtiden - og KAN man i det hele taget ændre noget. Hvilket også er noget der spekuleres i, i bøgerne.

Tillægsord en masse

Nu kunne jeg selvfølgelig lovprise serien med alle de tillægsord jeg kan komme på; fremragende, fabelagtigt, eventyrlig, enestående, brillant og så videre. Men selvom jeg mener dem, vil jeg hellere lade dig selv danne dig en mening om bøgerne. Jeg vil bare indskyde, at for mig er denne serie på linje med Harry Potter - den vil blive en klassiker, og om 30 år vil jeg læse dem for mine børnebørn (Jeg satser på at serien er færdig skrevet da!).
Jeg vil se frem til at deltage i Spektrum-festivaler, hvor der kan købes tidskompas og prisme-kopier. Jeg forventer, at der kommer udklædningstøj, så jeg kan klæde mig ud som Pi og Noah (eller måske at børn kan...). Jeg vil gå i biografen og se alle 9 film, og brokke mig over at det ikke er helt som jeg havde forestillet mig - men stadig elske dem. Jeg vil besøge Bakken når de bygger Josef/Karls hus, som så kan besøges både i året 1969 og i 2011. Alt i alt, glæder jeg mig til at følge serien fremover - og når den er færdig, så vil jeg med glæde genlæse den igen og igen. Og jeg er sikker på at det samme er gældende for dig! Så bare kom i gang!
Kom gerne med en kommentar om hvad du synes om Spektrum serien.

torsdag den 5. oktober 2017

Er du okay, Marie? - Anika Eibe


Boganmeldelse:

Titel: Er du okay, Marie?
Forfatter: Anika Eibe
Udgivelses år: 2016
Forlag: Tellerup
Sprog: Dansk
Antal sider: 181
Genre: Ungdomsbøger

Jehjes:
Læst sprog: Dansk
Læst som: Fysisk bog
Læst dato: Oktober 2017






Resumé

Er du okay, Marie? Er første bog i 'okay'-serien af den danske forfatter Anika Eibe. Vi følger Marie, en ganske almindelig teenagepige, som kæmper med et problem.
Marie er vant til at blive kaldt taber, og det der er værre, af drengene i klassen, så det er ikke fordi hun glæder sig til at starte igen efter sommerferien. Men sommerferien har bragt hende en kropslig forandring, som gør en stor forskel i den måde som drengene nu betragter hende på. Men er det nu også en fordel? Er det så godt pludselig at være med i kliken?

Da jeg var teenager...

Hvem husker ikke teenagetiden, en tid med forvirring, forelskelse og forandring. Alle de tanker der flyver rundt i hovedet, samtidig med at kroppen udvikler sig og man bliver mere bevidst om sin seksualitet. Marie er midt i dette kaos og skal samtidig bearbejde tidligere års mobning, så der er intet at sige til at hun måske begår nogle fejl.

Hun bruger musikken til at glemme og gemme sig bag, i håbet om at hun på den måde slipper nogenlunde anonymt gennem skoledagen og de daglige angstanfald med mavekramper. Nye venskaber bliver dannet og omgangskredsen udvides, problemer opstår og usikkerheden viser sig igen. Hvem passer på hvem? Hvem kan man stole på?

"Hvorfor mig? Jeg kunne ikke se hvorfor jeg
skulle være så meget anderledes end
de andre. Hvorfor var det lige mig
det altid gik ud over?”
- Marie

Et tabu

Okay-serien tager udgangspunkt i en gruppe teenagere, som hver kæmper med et tabubelagt problem. Anika Eibe bruger en let fortællestil og realisme til at sætte fokus på disse ting. Det er nemt at sætte sig ind i Maries vanskeligheder, man kommer selv til at føle sig som en usikker teenager.
Ikke mange tør skrive om sådanne problemer, som der helt sikkert er en hel del, der kan nikke genkendende til. Det er et svært emne og meget grænseoverskridende at give sig i kast med.

Meget virkelighedstro

Jeg vil sige, at bogen henvender sig mest til teenagere, der helt sikkert vil kunne identificere sig med Marie. Det er netop deres hverdag der her beskrives; skolen, kammeraterne og festerne i weekenden.
Grafisk er bogen virkelig flot. Forsiden viser en pige, gemt i sin hættetrøje med øretelefoner i, omgivet af en masse ord, som går igen i bogen. Disse ord viser hvilken forvirring og frustration Marie gennemgår.
Sproget flyder ubesværet, og er meget tidssvarende - ordet 'Fuck' optræder en del gange. Men igen, er dette noget som målgruppen vil kunne genkende fra deres egen hverdag.

Læs den sammen med din teenager!

Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner. De gives på baggrund af Maries historie, det specielle emne og den måde jeg kan identificere mig selv med Marie. Jeg var total opslugt af bogen, og læste den i løbet af et par timer. Den giver stof til eftertanke, og jeg elskede den fra første side. Den er absolut værd at læse, og har du selv teenagere, anbefales det virkelig. Og lad dem selv læse den også, den er oplagt til en god samtale omkring mobning og seksualitet. Den mangler lidt dybde, for at få den sidste stjerne, men Anika har virkelig gang i noget rigtigt med denne serie. Bliv endelig ved - og jeg glæder mig til at læse de næste bøger om de andre teenagere og deres problemer.

🌟🌟🌟🌟✰

mandag den 2. oktober 2017

Fantasyfestival, vi ses igen!

 

For første gang

Mine Facebook, Instagram og Twitter konti flød i starten af september over med opslag angående fantasyfestivalen der skulle afholdes i Esbjerg i weekenden 14. og 15. september 2017.
Og jeg tænke, hvorfor ikke? Jeg har ingen planer for søndag alligevel.
Så tidlig søndag morgen satte jeg kursen vestover, for at finde ud af hvad det var de alle skrev om med så flotte ord.

Overvældet!

Jeg ankom cirka et kvarter efter åbningen, og skyndte mig mod riddersalen, hvor jeg vidste at bøgerne var. Jeg blev ikke skuffet! Til gengæld fik jeg vist brugt alle mine lommepenge for resten af året...men der var altså nogle gode tilbud!
Jeg brugte 4,5 timer med at gå fra forlag til forlag, købe bøger og snakke med forfattere. Det lykkedes mig også at få hilsner og tegninger i hovedparten af de bøger jeg købte, så jeg var ovenud tilfreds. Jeg nåede ikke nogle foredrag, eller officielle bogsigneringer (desværre heller ikke Dennis Jürgensen), og det blev kun til 30 minutter i speakers corner, så jeg har en masse til gode til næste år.

Spektrum, Panteon, Nomerne og en bøvsedrage med hemmeligheder

Jeg havde på forhånd udset mig et par bøger, som jeg tænkte at jeg ville kigge efter (ikke nødvendigvis købe...), så dem startede jeg med.
Jeg styrtede mod Tellerup standen, og Spektrum bøgerne. Nummer 3 i serien, Ursiderne, var udkommet dagen før, så den skulle jeg da lige se prisen på. De to første havde jeg læst som e-bøger i ugen op til, og var virkelig suget ind i det tidsrejse univers.
Æv, lidt dyr var den, men jeg MÅTTE købe den - og når man har en i en serie...så er man jo nødt til at have resten også, ellers så ser det forkert ud på reolen. Så 3 Spektrum bøger kom i min taske. Og så var der jo også Panteon serien, hvor nummer 2 også var udkommet lørdag. Der greb jeg også begge bøger, haps, lige ned i tasken.
Fik i forbi farten både hilsner fra Boris og Nanna i bøgerne, tak for det!
Videre rundt kom jeg forbi Jan Kjærs Nomere. Et fantastisk sødt folkefærd, der bærer masker i forskellige farver, alt efter hvilken funktion de har. Der kom endnu 3 bøger i tasken, signeret og med ekstra tegninger af Jan, SÅ flotte!
Tilbage hos Tellerup gik jeg i barndommen, og måtte købe hele Freddy-serien, med Grev Dracula, Eddie, bøvsedragen Nitan, mumien og alle de andre skønne figurer fra Dennis Jürgensen. Dem glæder jeg mig virkelig til at genlæse!
Derudover fik jeg også fat i et par engelske bøger, til at fuldføre et par samlinger, samt Er du okay, Marie af Anika Eibe, tre Roboys bøger af Emil Blichfeldt, Dennis Jürgensens Kvæhl serie og et tons af bogmærker.
Nu har jeg nok læsestof til en måned eller to...

Mange oplevelser

Udover at købe bøger, og slet ikke høre nogen foredrag, så foregik der også en masse andre ting på fantasy festivalen, som jeg var forbi.
Udenfor var der show med folkemusik, hvilket der også var gennem riddersalen fra tid til anden, der var mulighed for at røre en ugle, slås med sværd, lave sin egen tryllestav og kappe - nå ja, de sidste par ting her var nok for børn, men jeg må da tilstå at jeg virkelig overvejede om jeg kunne finde et barn jeg kunne låne, så jeg kunne lave mig en tryllestav selv.
Der var også boder udenfor, her kunne der købes spændende olier, salte, krydderier og mad der duftede helt fantastisk.
Jeg kunne have brugt meget længere tid og mange flere penge, havde jeg haft flere med, på alt det udenfor der ikke omhandlede bøger.
Og så må jeg give et stort cadeau til de folk der rendte omkring, deres klæder var utrolige, virkelig flotte og alt sammen meget tidssvarende til middelalderen - og så så de ud til at have det skideskægt!

Jeg siger tak og på gensyn

Jeg nåede slet ikke alt, og jeg må helt sikkert tilbage næste år. Om ikke andet, så i det mindste for at få fingrene i Spektrum 4 og Panteon 3 - og hele serien af Aiña fablen, som forfatteren Mikkel Wendelboe lovede mig ville udkomme med sidste bind til den tid.
Og der vil helt sikkert være mange andre bøger, som jeg bare MÅ eje. Og så håber jeg da at nå et par foredrag, og måske en fantasy quiz også. Så det er i år ikke kun farvel til fantasyfestivalen, det er helt sikkert På Gensyn.

torsdag den 28. september 2017

Min to-read liste vokser

Jehjes blog - Mit to-read liste vokser

Der var engang...

Jeg ville i tidernes morgen gerne være forfatter. Ideen om at udtænke spændende historier til glæde for andre mennesker, var for mig det ideelle job. Men har indset, at jeg vist ikke har den fantasi der skal til, for at kunne færdiggøre en fortælling der rent faktisk vil fastholde og interessere andre.
Der er nogle forfattere, som har en evne ud over det sædvanlige - de forstår at fastholde min interesse for deres personer, omgivelser og historier i lang, lang tid.
Nogle bøger strækker sig over lange serier, hvor andre er selvstændige bøger. Men alle har de den egenskab, at de har været så spændende, at jeg har været nødt til at læse dem - og nogle endda flere gange.

Flere genrer

Jeg har ikke en bestemt boggenre som jeg gerne læser, jeg er sådan lidt over det hele. Jeg elsker for eksempel Hercule Poirot af Agatha Christie og Stolthed og fordom af Jane Austen. Men lige så meget elsker jeg serier som Harry Potter, Ringenes Herre og Eragon.
Jeg læser gerne romantik, så som Selection serien af Kiera Cass - men også Spektrum serien af Nanna Foss som er i fantasy genren.
Jeg holder mig ikke til noget bestemt og jeg elsker at opleve nye universer. Jeg holder mig ikke tilbage fra at prøve noget nyt.
Ungdomsbøger, ja, altså dem jeg voksede op med og læste i 80'erne og 90'erne, de har også en stor plads i mit hjerte - og jeg indrømmer gerne at jeg ejer alle 40 bøger i serien 'Alfred Hitchcock og de 3 detektiver'. Kim-bøgerne, Puk-bøgerne, De 5-bøgerne, ja, alle serierne fra "dengang" genlæser jeg stadig fra tid til anden. Der er ikke noget som at 'blive ung igen' og blive ført tilbage til en tid, hvor det ikke var arbejde, rengøring og indkøb der stod på programmet.

På engelsk og dansk

Om en bog er på engelsk eller dansk gør mig ikke det store. Jeg ejer Harry Potter og Ringenes Herre serierne på engelsk, og kan slet ikke finde ud af det når nogle refererer til deres danske oversættelser.
Jean M. Auels serie om Hulebjørnens klan har jeg på dansk, og det samme er gældende for alle de mange, mange bøger om Isfolket af Margit Sandemo.
Jeg tror, at jeg ejer omkring 90% af hvad John Grisham har skrevet - en skøn blanding af engelske og danske titler - men foretrækker dem efterhånden på originalsproget.
Jeg synes ofte, at det engelske sprog flyder bedre når det er originalsproget på en bog, og derfor foretrækker jeg ofte bøger på engelsk. For jeg må nok indse det, der er ikke så mange danske forfattere som der er dem, der skriver på engelsk, så udvalget er en del større på det sprog.

Fysiske eller e-bøger?

Jeg elsker at sidde med en bog i hånden, at vende bladene et efter et og samtidig kunne se hvor langt jeg er kommet. Men for eksempel Geminiderne (Spektrum 2 af Nanna Foss), er noget af en mursten på 870 gram at sidde med, og det kan godt give pænt ondt i håndleddet efter et stykke tid. Så er det rart, at det er muligt at læse bøger på mobil eller tablet også.
Ved at læse e-bøger er fordelen, at man har næsten altid sin mobil med sig - så er det bare at trække den frem, og så er man i bøgernes verden. Hvis man for eksempel venter på bussen, har 5 minutter på toilettet eller bare lige ikke kan vente med at vide, hvad der sker som det næste.
Jeg har dog gjort det til en vane, at læse mens jeg laver mad - der kan sagtens ligge en fysisk bog ved siden af komfuret. Altså risengrød er fantastisk mad = ca. 1 time til at læse i, mens man rører! Så det gør mig ikke noget, når det er det der står på menuen.

Hvad har jeg gang i nu?

Jeg kommer ofte til at gå i gang med alt for meget på een gang. For eksempel er jeg, som altid, i gang med både en e-bog og en fysisk bog.
Den fysisk bog er denne gang Vejen til Panteon (Panteon-sagaen 1 af Boris Hansen). Jeg købte bogen på Fantasyfestivalen i Esbjerg (købte også 2'eren, så den står på som næste fysiske bog herefter).
Jeg fik også en kort snak med forfatteren, og selvfølgelig en lille krusedulle i bogen fra ham også. Indtil videre har den opfyldt alle forventninger - og flere til!
På min mobil, er jeg i gang med en engelsk bog serie - Alluring Indulgence serien, og jeg er indtil videre kommet til bog nr. 2, om Zane, i den store Walker-familie. Men mere om både Panteon Sagaen og Alluring Indulgence serien senere.
Derudover har jeg en 3-4 bøger som jeg har forsøgt at gå i gang med, af flere omgange. Jeg er nok omkring 20-30 sider inde i dem, og har så lagt dem til side til senere, da de ikke har fanget mig nok i første omgang. Men de ligger stadig på mit natbord, og jeg forsøger fra tid til anden at komme videre.

Alt for meget

Jeg har en liste på Goodreads over hvilke bøger jeg læser, har læst og vil læse - og min to-read liste, den vokser og vokser.
Men jeg ser det som noget positivt, at der altid er en bog jeg kan se frem til at læse - eller genlæse - og at jeg endnu engang kan finde et nyt univers, nogle nye spændende personer og steder som jeg bare MÅ høre mere om.

Så er der en bog eller serie som du synes jeg burde læse eller måske en forfatter jeg burde kigge nærmere på, så læg endelig en kommentar. Jeg elsker at få udvidet horisonten.