onsdag den 6. juni 2018

Ready Player One - Ernest Cline

Boganmeldelse:
Titel: Ready Player One
Forfatter: Ernest Cline
Udgivelses år: 2011
Forlag: Crown Publishers
Sprog: Engelsk
Antal sider: 374
Genre: Science Fiction


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: Audiobook
Læst dato: Maj 2018






Resumé


Wade Watts bor hos sin tante og går i skole, som så mange andre unge. Men året er 2045 og skolen foregår på internettet, via det såkaldte Oasis interface. Faktisk foregår næsten alt via Oasis.
Da grundlæggeren af Oasis dør, og efterlader sig en gåde der vil lede den heldige til en kæmpe arv, bliver Wade også en af de der forsøger at løse gåden. Da han ved et tilfælde finde svaret på den første del, følger en masse problemer også med. Der er nu folk efter ham, både i den virkelig verden og i Oasis, og han skal finde ud af hvem han kan stole på.

80er nostalgi


Okay, jeg tør godt indrømme det - jeg er en nørd. Jeg er vokset op (i 80'erne) med god musik, og har fulgt med da de første computere og computer spil kom frem i 90'erne. Jeg er godt kendt i det miljø som beskrives i Ready Player One. En af mine favorit film er Wargames, og hold da op hvor var der mange referencer til netop den film - det gør mig glad. Og jeg kan ligefrem høre musikken for mig når den omtales, den helt fantastiske 80'er lyd, som virkelig bruges meget i løbet af bogen.
Andre der kender lidt til John Hughes film og 80'er musik vil helt klart elske denne bog.

Der er noget galt med tiden


I starten var det lidt svært at finde helt ind under huden på Wade Watts, og hans avatar Parzival. Men efterhånden som historien kom i gang, så forstod jeg mere og mere de valg han tog. Jeg må dog indrømme at tidsmæssigt, så kunne jeg ikke helt få det hele til at hænge sammen.
Grundlæggeren Halliday's gåde er svær at knække, så fra den bliver lagt online og til det først spor findes går der 5 år - i disse 5 år lykkedes Wade at se samtlige film fra 80'erne (og huske dem udenad!), høre og genkende praktisk talt alt musik fra den æra, læse samtlige bøger (og lidt til), lære at spille usandsynlig mange forskellige computerspil - og stadig have tid til at spise, sove og gå i skole. 5 år er godt nok meget tid, og ja, han har en del fritid, men stadigvæk kan jeg slet ikke få det til at hænge sammen at han skulle kunne al det på den forholdsvis korte tid.
Derudover så arbejder han lidt for forskellige folk med at reparere deres Oasis grej, og er en habil hacker/har kendskab til pænt meget programmering osv.
For mig er dette det mest irriterende ved bogen, men heldigvis er der så meget gang i den at man godt kan lægge det bag sig og nyde historien.

Oasis, en virtuel verden


Da Wade får løst første del af gåden, en rebus som er efterladt i en video som blev sendt til samtlige Oasis brugere, bliver han jaget vildt. Han har nogle få venner som han holder sammen med, og hjælper lidt i ny og næ, men ellers klarer han det hele selv. Når gåden er løst, så modtager man en nøgle, som så skal bruges til at låse en port op, som så også skal klares - før man får næste del af gåden. Der er i alt 3 gåder og porte der skal klares, den ene sværere end den anden, før man står ved enden og får gevinsten - Halliday's arv. 
Ideen med en verdensomspændende gåde er perfekt, hvem kunne ikke bare 'lidt' tænke sig at være den der fandt en del af svaret, og måske fik fat i gevinsten?
Sådan som internettet er i dag, næsten alt foregår på internettet, så er Oasis, som er en form for Virtual Reality, faktisk ikke så langt væk. Jeg kan udemærket forestille mig, at man om nogle år kan iføre sig et par briller og et par handsker, og derved leve i en virtuel verden. Den måde som Oasis er opbygget på, giver rigtig god mening - når man kigger nogle år fremad. 
Forfatteren har virkelig tænkte tingene igennem, da han skrev bogen. Den er velskrevet og jeg kan godt sætte mig ind i hvordan verden kan være i 2045, når vi har ødelagt jorden og i stedet bruger tiden i en virtuel verden hvor alt er perfekt og jeg selv ser perfekt ud. Det er jo det smarte ved internettet, ingen kan se hvordan jeg ser ud i virkeligheden, og i Oasis laver man sin egen avatar, sin egen identitet og udseende, der kan man være den man vil.
Det er jeg sikker på at mange godt kunne tænke sig.

Filmen


Bogen er lavet som film i 2018, instrueret af Steven Spielberg. Jeg har dog desværre endnu ikke set den, så kan ikke drage paralleller mellem den og bogen, men jeg har dog hørt at den ikke skulle lægge sig helt op af bogen. Dog skulle den stadig indeholde virkelig mange referencer til 80'erne, og især musikken skulle være helt perfekt. Så det er noget jeg har i baghånden til en grå og trist dag, hvor jeg mangler lidt spænding og glæde.

Jeg mangler en slutning, en 2'er tak!


Selve slutningen er hæsblæsende og det gælder om at holde tungen lige i munden for at få det hele med. Men alligevel er det som om at det hele går lidt for nemt, og så mangler jeg en forklaring på, hvad der sker bagefter.
Man står lidt med et tomrum når bogen er slut, og tænker - aj, den kan da ikke slutte sådan. Jeg mangler at finde ud af hvordan det går de andre man hører om, hans venner Aech, Art3mis, Shoto osv. Hvordan bliver Wades liv fremadrettet, har han noget tilbage og noget at se frem til.
Forfatteren Ernest Cline har dog fortalt at han i øjeblikket arbejder på en 2'er, men intet om indholdet, så det er ikke sikkert at den kommer til at handle om Wade. Men det er stadig en bog jeg vil se frem til at læse.

Er du til god musik, lidt nørderi, filmfreak og spænding - så er denne bog noget for dig. 
5 ud af 5 stjerner fra mig.

🌟🌟🌟🌟🌟