onsdag den 6. juni 2018

Ready Player One - Ernest Cline

Boganmeldelse:
Titel: Ready Player One
Forfatter: Ernest Cline
Udgivelses år: 2011
Forlag: Crown Publishers
Sprog: Engelsk
Antal sider: 374
Genre: Science Fiction


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: Audiobook
Læst dato: Maj 2018






Resumé


Wade Watts bor hos sin tante og går i skole, som så mange andre unge. Men året er 2045 og skolen foregår på internettet, via det såkaldte Oasis interface. Faktisk foregår næsten alt via Oasis.
Da grundlæggeren af Oasis dør, og efterlader sig en gåde der vil lede den heldige til en kæmpe arv, bliver Wade også en af de der forsøger at løse gåden. Da han ved et tilfælde finde svaret på den første del, følger en masse problemer også med. Der er nu folk efter ham, både i den virkelig verden og i Oasis, og han skal finde ud af hvem han kan stole på.

80er nostalgi


Okay, jeg tør godt indrømme det - jeg er en nørd. Jeg er vokset op (i 80'erne) med god musik, og har fulgt med da de første computere og computer spil kom frem i 90'erne. Jeg er godt kendt i det miljø som beskrives i Ready Player One. En af mine favorit film er Wargames, og hold da op hvor var der mange referencer til netop den film - det gør mig glad. Og jeg kan ligefrem høre musikken for mig når den omtales, den helt fantastiske 80'er lyd, som virkelig bruges meget i løbet af bogen.
Andre der kender lidt til John Hughes film og 80'er musik vil helt klart elske denne bog.

Der er noget galt med tiden


I starten var det lidt svært at finde helt ind under huden på Wade Watts, og hans avatar Parzival. Men efterhånden som historien kom i gang, så forstod jeg mere og mere de valg han tog. Jeg må dog indrømme at tidsmæssigt, så kunne jeg ikke helt få det hele til at hænge sammen.
Grundlæggeren Halliday's gåde er svær at knække, så fra den bliver lagt online og til det først spor findes går der 5 år - i disse 5 år lykkedes Wade at se samtlige film fra 80'erne (og huske dem udenad!), høre og genkende praktisk talt alt musik fra den æra, læse samtlige bøger (og lidt til), lære at spille usandsynlig mange forskellige computerspil - og stadig have tid til at spise, sove og gå i skole. 5 år er godt nok meget tid, og ja, han har en del fritid, men stadigvæk kan jeg slet ikke få det til at hænge sammen at han skulle kunne al det på den forholdsvis korte tid.
Derudover så arbejder han lidt for forskellige folk med at reparere deres Oasis grej, og er en habil hacker/har kendskab til pænt meget programmering osv.
For mig er dette det mest irriterende ved bogen, men heldigvis er der så meget gang i den at man godt kan lægge det bag sig og nyde historien.

Oasis, en virtuel verden


Da Wade får løst første del af gåden, en rebus som er efterladt i en video som blev sendt til samtlige Oasis brugere, bliver han jaget vildt. Han har nogle få venner som han holder sammen med, og hjælper lidt i ny og næ, men ellers klarer han det hele selv. Når gåden er løst, så modtager man en nøgle, som så skal bruges til at låse en port op, som så også skal klares - før man får næste del af gåden. Der er i alt 3 gåder og porte der skal klares, den ene sværere end den anden, før man står ved enden og får gevinsten - Halliday's arv. 
Ideen med en verdensomspændende gåde er perfekt, hvem kunne ikke bare 'lidt' tænke sig at være den der fandt en del af svaret, og måske fik fat i gevinsten?
Sådan som internettet er i dag, næsten alt foregår på internettet, så er Oasis, som er en form for Virtual Reality, faktisk ikke så langt væk. Jeg kan udemærket forestille mig, at man om nogle år kan iføre sig et par briller og et par handsker, og derved leve i en virtuel verden. Den måde som Oasis er opbygget på, giver rigtig god mening - når man kigger nogle år fremad. 
Forfatteren har virkelig tænkte tingene igennem, da han skrev bogen. Den er velskrevet og jeg kan godt sætte mig ind i hvordan verden kan være i 2045, når vi har ødelagt jorden og i stedet bruger tiden i en virtuel verden hvor alt er perfekt og jeg selv ser perfekt ud. Det er jo det smarte ved internettet, ingen kan se hvordan jeg ser ud i virkeligheden, og i Oasis laver man sin egen avatar, sin egen identitet og udseende, der kan man være den man vil.
Det er jeg sikker på at mange godt kunne tænke sig.

Filmen


Bogen er lavet som film i 2018, instrueret af Steven Spielberg. Jeg har dog desværre endnu ikke set den, så kan ikke drage paralleller mellem den og bogen, men jeg har dog hørt at den ikke skulle lægge sig helt op af bogen. Dog skulle den stadig indeholde virkelig mange referencer til 80'erne, og især musikken skulle være helt perfekt. Så det er noget jeg har i baghånden til en grå og trist dag, hvor jeg mangler lidt spænding og glæde.

Jeg mangler en slutning, en 2'er tak!


Selve slutningen er hæsblæsende og det gælder om at holde tungen lige i munden for at få det hele med. Men alligevel er det som om at det hele går lidt for nemt, og så mangler jeg en forklaring på, hvad der sker bagefter.
Man står lidt med et tomrum når bogen er slut, og tænker - aj, den kan da ikke slutte sådan. Jeg mangler at finde ud af hvordan det går de andre man hører om, hans venner Aech, Art3mis, Shoto osv. Hvordan bliver Wades liv fremadrettet, har han noget tilbage og noget at se frem til.
Forfatteren Ernest Cline har dog fortalt at han i øjeblikket arbejder på en 2'er, men intet om indholdet, så det er ikke sikkert at den kommer til at handle om Wade. Men det er stadig en bog jeg vil se frem til at læse.

Er du til god musik, lidt nørderi, filmfreak og spænding - så er denne bog noget for dig. 
5 ud af 5 stjerner fra mig.

🌟🌟🌟🌟🌟

tirsdag den 13. februar 2018

Perfectly Imperfect - Harper Sloan

Boganmeldelse:
Titel: Perfectly Imperfect
Forfatter: Harper Sloan
Udgivelses år: 2015
Forlag: CreateSpace Independent Publishing
Sprog: Engelsk
Antal sider: 390
Genre: Romantik


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: Januar 2018






Resumé


Willow Tate er ikke synderlig glad. Hun står på trapperne til en skilsmisse, overvægten har taget overhånd og hendes job er ikke ligefrem det sjoveste.
På advokatkontoret i forbindelse med skilsmissen, møder hun Kane Masters, den lækreste skuespiller i øjeblikket. Men mødet er ikke lige som hun havde forestillet sig. I et forsøg på at rejse sig fra sin stol, taber hun sin taske, så alt indholdet vælter ud over gulvet - og samtidig falder hun på røven! Og her er det så at Kane dukker op - mens hun har sit mest pinlige øjeblik nogensinde.
Efter dette korte møde forventer hun dog ikke at se den smukke skuespiller igen, men skæbnen spiller hende et puds og pludselig arbejder hun som assistent på hans nye film.
Men hun er jo overhovedet ikke som de skelettynde modeller han omgås med, så hvad vil han overhovedet med hende? Kan han se forbi hendes kraftige ydre og se hendes indre skønhed?

Endelig!


Jeg ved ikke hvor længe jeg har kigget efter en bog som denne. Endelig en, hvor hovedpersonen ikke er 'model' eller generelt bare en uopdaget skønhed i forkerte klæder. Endelig en bog hvor hovedpersonen rent faktisk har lidt mere på sidebenene end godt er, endelig en bog hvor jeg kan identificere mig med en person!
Jeg har efterhånden læst en hel del bøger, og jeg må tilstå af 95% af alle personer i de bøger - om de så er krimier, romantiske fortællinger eller YA - så er hovedpersonerne altid perfekte. De er måske ikke så høje, eller de er flamboyante, men de er alle tynde/normal udseende - hvis de altså ikke er totalt lækre. Og dette gælder både mænd og kvinder.
Her er så endelig en bog, hvor den kvindelige hovedperson slet ikke opfylder de skønhedsidealer som verden forsøger at pådutte os. Willow Tate har smukke øjne og et dejligt sind - og en stor røv! Hun har deller, og tøjet sidder ikke så godt på hende - og åh hvor kan jeg dog relatere til dette.
Det har været en længe ventet bog.

Alt går galt for Willow


Selvom jeg kan identificere mig med Willow, så ER hun dog ret uheldig. Stedfaderen bebrejder hende moderens død, søsteren hader hende - og lægger ikke skjul på det. Hendes ægteskab er gået ned af bakke, praktisk talt fra starten og ender ud i en træls skilsmisse. Jobbet ryger sig også en tur, men der viser hun dog sit værd og forlader stedet med hovedet højt. Hendes venner er hendes modsætninger; Kirby er udadvendt og sprudlende, mens Eddie (selvfølgelig) er homoseksuel og så 'tøset' som man nu en gang kan være som mand. Men de elsker hende dog ud over alle grænser. 
Hun skjuler for sine venner at hun forsøger at tabe sig; lader som om hun spiser som hun plejer og render i fitness center så snart de er ude af døren, for at få de ekstra kalorier væk igen. 


"Just get in there, eat slowly,
and wait for the wine to continue
to flow. You can go to the gym 
when they leave and work it off. "
- Willow Tate's indre tanker, mens vennerne besøger hende.

Hun kan ikke forstå hvordan en mand som Kane Masters overhovedet kigger til hendes side, og det tager lang tid før hun vil acceptere, at han rent faktisk kan lide hende som hun er. Hun er jo overhovedet ikke som de kvinder han normalt ses med - og hvis hun skal tro sladderbladene er hans kæreste gravid. Så hvad er egentlig op og ned her.

Kane gemmer på en hemmelighed


Kane Masters har åbenbart set Willow for mange år siden, og aldrig glemt hende. Hun var 'den der slap væk', men han har aldrig glemt hende. Og da han så møder hende igen på et advokatkontor, så vil han ikke lade hende slippe væk. Han gør alt i sin magt for at møde hende igen, og det lykkes da også.
Men selvom hun, ifølge ham, er smuk - så vil hun ikke acceptere det og tro på sig selv. Så det er op til ham at overbevise hende om at hun er skøn som hun er.
Kane har ikke haft mange kærester, og de få han har haft er det lykkes at holde skjult for pressen. At være den største stjerne på skuespilhimlen i øjeblikket gør også, at der skal ekstra sikkerhedsforanstaltninger til, hver gang han går uden for en dør. Det er ikke alle der kan acceptere det der følger med, at være kæreste med en kendt. Paparazzierne lægger ikke fingre imellem når de tager billeder - skjult eller ej. Og når sladderbladene brygger historier på de billeder de får, så er hovedparten af det forkert - men Kane er ikke den der retter dem. Han lader som ingenting, og håber at han forbliver uset eller at historien hurtigt glemmes. 
Men hvordan skal han forklare sandheden for Willow, når han har lovet aldrig at sige noget. Han vil have hende, men er samtidig nødt til at holde noget skjult. Det er ikke en god cocktail. 

"I haven't been a relationsship man, 
but that wasn't a choice made out of 
playboy ways. She thinks this is some joke
at her expense? How could this beautiful
woman even think that about herself?
Can't she even see what I see?"
- Kane Master's indre tanker da han endelig får Willow tæt på

Kane må arbejde hårdt på at overbevise Willow, men for at det skal lykkes, er han nødt til at fortælle hende hemmeligheden. Men vil hun forstå det - kan hun acceptere det og leve med det, eller vil hun forlade ham? Der er mange spørgsmål, og det tager lang tid at få svar på dem.

Helt klart læsværdig


Bogen holder spændingen helt til slut. Willow har sine problemer med sit udseende, og med at tro på sig selv - mens Kane gør alt for at holde sin hemmelighed skjult. Begge de ting virker rigtig godt sammen. De har begge nogle ting de er nødt til at gøre op med, for at de kan være sammen.
Jeg manglede lidt mere substans i Willow's venner, især Eddie virker som en karikatur, og fra at være meget 'på' i starten, så glemmes han nærmest i resten af bogen.
Jeg kunne virkelig godt identificere mig med Willow og hendes vægtkamp, selvom der dog var mest fokus på den i den første halvdel af bogen. Og selvfølgelig er Kane den flotteste mand der findes - der SKAL jo være sådan en person med i en romantisk bog, ikke sandt?
Jeg vil sige at denne bog henvender sig mest til kvinder, den er ikke '50 shades of grey', men den er heller ikke 'Stolthed og fordom'. Den har en god blanding og den er helt klart læsværdig - mere end een gang.
Den er så vidt jeg ved, endnu ikke oversat til dansk, men læs den på engelsk - du vil ikke fortryde det.
4 ud af 5 stjerner fra mig.

🌟🌟🌟🌟✰

fredag den 26. januar 2018

Outlander - Diana Gabaldon

Boganmeldelse:
Titel: Outlander
Forfatter: Diana Gabaldon
Udgivelses år: 2005
Forlag: Dell Publishing Company
Sprog: Engelsk
Antal sider: 850
Genre: Historisk fiktion, romantik


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: Januar 2018






Resumé


Anden verdenskrig er netop slut, og Clair Randall, som har været sygeplejerske under krigen, er nu på bryllupsrejse med manden Frank i det skotske højland.
På en tur til en høj med sten, kommer hun til at røre ved dem og bliver ført tilbage til Skotland i året 1743. Med hendes tøj og attitude bliver hun betegnet som en 'Outlander', en fremmed. Hun er kvinde, engelsk og alene - ikke den bedste kombination når man befinder sig et sted man ikke kender. Hun katapulteres ind i den verserende 'krig' mellem skotterne og englænderne. Efter en træls situation, hvor hun bliver antastet som værende en letlevende kvinde, bliver hun reddet/kidnappet af mænd fra klanen McKenzie og bliver tvunget til at tage med til deres hovedsæde.
Claire bliver venner med James Fraser, og han viser hende et liv som hun aldrig havde forestillet sig med Frank. Hun er splittet, for på en måde vil hun gerne tilbage til 1945 og Frank, men samtidig har James vist sig at være den mand hun ikke kan leve uden.

Lang som bare pokker


Jeg fik denne serie anbefalet af en ven. Jeg har tidligere læst en del historisk fiktion, mest omkring 1820'ernes engelske aristokrati, så dette var et område jeg ikke havde bevæget mig ind på før. 
Jeg fik fat i bøgerne, serien er på 8 bøger, alle som e-bøger og gav mig til at læse. Inden længe var jeg fanget og kunne næsten ikke slippe siderne. På et tidspunkt kom jeg til at se sideantallet - 850 sider, og da måtte jeg lige tage en dyb indånding. Puha, det var altså noget af en murstens roman jeg var gået i gang med her. Men selvom den var lang, så føltes den ikke sådan. 
Utroligt nok, så kunne den holde spændingen fra første til sidste side, og ved den sidste side - ja, der var jeg nødt til at starte på næste bog i serien. 
Det tager mig lidt længere at komme igennem disse lange bøger, men jeg nyder det.

Mange personer


Der er rigtig mange personer man skal forholde sig til, både i 1945 og i 1743, og det tager lige lidt tid inden man har regnet ud hvem er hvem og hvem 'holder de med'. Persongalleriet er meget nuanceret og der kommer konstant nye interessante personer ind, som man skal lære at kende. 
Selvom det til tider kan være lidt svært at holde rede på alt det der sker, så er Diana Gabaldon utrolig god til at fastholde spændingen. Lige som man tror, at nu kan der vist ikke ske mere, så kommer der en ny drejning som så igen viser hvor foranderligt livet kan være. 

Giv mig mere


Jeg er helt bidt af historien, og har fundet ud af at en del serien (ind til videre) er lavet som tv-miniserie - hvor hvert afsnit er af en times varighed, og hver bog består af lidt over 10 afsnit. Den MÅ jeg absolut se ved lejlighed! 
At følge Claire's splittelse mellem de to mænd hun elsker, på hver deres måde, og hvordan hun gang på gang kommer i konflikt med den ene eller anden, da hun jo gør tingene på en lidt anden måde, det er virkelig opløftende. Hvordan ville man selv reagere, hvis man selv bliv flytte 2-300 år tilbage i tiden? Hun tager både nogle gode og nogle knap så gode beslutninger, men jeg følger dem alle - og jeg har tænke mig at følge hende gennem alle bøgerne, selvom de er lange.
Indtil videre er 4 af seriens 8 bøger udgivet på dansk, af Gyldendal. Så er du ikke så meget til engelsk, så kan de nu også fås på dansk.
5 fantastiske stjerner tilfalder Diana Gabaldon og Outlander.

🌟🌟🌟🌟🌟

søndag den 21. januar 2018

Status 2017

Det er ved at være længe siden, at der er sket noget her på bloggen.
December måned var meget hektisk for mig, så der nåede jeg hverken at skrive eller rent faktisk at læse ret meget - desværre.
Januar begyndte ikke meget bedre. Men nu er jeg vist ved at være ovenpå igen, så håber jeg, at der kan komme lidt nye anmeldelser og andre ting her på bloggen igen.

Status på 2017

Ifølge Goodreads.com kom jeg igennem 122 bøger i 2017, fordelt på over 40.000 sider. Jeg har måske læst lidt flere, for der var vist et par stykker jeg ikke fik registreret på Goodreads.


I gennemsnit var hver bog på 330 sider.
Når jeg kigger igennem listen, består den hovedsagelig af genrerne YA og romantik, lidt fantasy har sneget sig ind samt en enkelt biografi. Det var første gang jeg prøvede at bruge Goodreads, og har bestemt mig for, fremover at registrere alle de bøger jeg læser derigennem. Den er meget nem og overskuelig og har også en app, så man hurtig kan følge op på sin bogliste. Og selv danske bøger findes også derinde, så det er bare at komme i gang.
Man kan lave en 'reading challenge' - det vil sige man kan give sig selv en udfordring og angive et antal bøger man forventer at læse i årets løb. For 2017 havde jeg angivet 100, og det må man sige jeg nåede.

Det bedste fra 2017...

Når jeg sidder og kigger på listen over det jeg har læst i løbet af 2017, så er der enkelte bøger som springer mig i øjnene. Selection serien, af Kiera Cass, startede jeg året med - og den forventer jeg at genlæse på et tidspunkt i 2018 også. Jeg vil gerne have flere bøger i den serie, jeg syntes den var helt fantastisk. Derudover fik jeg øjnene op for Spektrum serien af Nanna Foss, og Nanna må godt snart udgive Spektrum 4 (og 5 og...), for jeg vil SÅ gerne vide hvad der sker fremover.
Bossman af Vi Keeland var også en af de bøger som jeg holdt virkelig meget af, og som jeg rent faktisk allerede har genlæst her i det nye år.
Jeg havde en tid, hvor jeg gik igennem ret mange af Julia Quinns bøger, og jeg nærmest 'boede' i 1820'ernes England. Den periode er jeg meget fascineret af. Især hendes serie om Bridgerton familien var jeg helt optaget af og var hurtigt igennem alle 8 bøger.


Hvad bringer 2018?

Min reading challenge på Goodreads står i 2018 på 125 bøger, vil gerne nå lidt mere end jeg gjorde sidste år. Men selvom jeg her, 3 uger inde i det nye år, har nået at læse 8 bøger, så har jeg mine tvivl.
Jeg er nemlig kommet til at begynde på en ny serie af bøger som jeg har fået anbefalet.
Nå ja, serien er kun på 8 bøger, og alle er udkommet (på engelsk), så det er jo bare at gå i gang, det kan vel ikke være så svært. Jeg har fået læst den første bog i serien, og er begyndt på nr. 2 - men, "problemet" med denne serie, er at hver bog er på mellem 800-1000 sider! De er nu helt klart spændende nok, men antallet af bøger jeg når at læse er jo så kraftigt reduceret, da bare 1 af disse bøger passer med 3-4 'normale' bøger.
Det er serien 'Outlander' af Diana Gabaldon, og jeg forventer at lave en anmeldelse af den første bog inden længe. Den er virkelig spændende og kan bestemt anbefales - hvis man har god tid.
Derudover har jeg nogle bøger som jeg skal have færdiggjort - Panteon sagaen af Boris Hansen og Sommerfugleklanen af Troels Palshof.

Instagram

Jeg har fået mig en konto på instagram, hvor jeg vil lægge billeder op af lidt forskellige bøger som jeg læser og har læst. Regelmæssigheden vil komme lidt an på tiden herhjemme, men jeg vil forsøge med mindst 1 billede per uge (mindst).
Min konto kan findes på https://www.instagram.com/jehjes_blog/ og ellers via tagget #Jehjes