torsdag den 30. november 2017

Cinder & Ella - Kelly Oram

Boganmeldelse:
Titel: Cinder & Ella
Forfatter: Kelly Oram
Udgivelses år: 2014
Forlag: Bluefields
Sprog: Engelsk
Antal sider: 254
Genre: YA


Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: November 2017






Resumé

Ella er vild med bogserien 'The Cinder Chronicles', og hun er opkaldt efter en af personerne. Hun har sin egen blog hvor hun skriver om den serie og alt muligt andet. En af brugerne af hendes blog hedder Cinder458, og de to har gennem et par år mailet og sms'et sammen, men har aldrig set eller mødt hinanden.
På grund af et slemt trafikuheld, der efterlader hende med voldsomme ar, både psykisk og fysisk, mister hun for en tid kontakten til Cinder458. Hun flytter hjem til sin far, som forlod hende som barn, og hans nye familie. Men det er svært for hende at falde til, og hun genoptager kontakten til Cinder458, da han er den eneste der forstår hende.
Oliver er blevet valgt til at spille hovedpersonen Cinder i første del af  'The Cinder Chronicles', men han har svært ved at smide hans 'teenage hjerteknuser'-image.  Han vil gerne vise at han er en seriøs skuespiller, men hans far og folkene bag ham gør det ikke let for ham. Han er en stor fan af serien, og vil gerne gøre det godt som Cinder, han vil helst ikke skuffe seriens fans.

Baseret på Askepot

Cinder og Ella = Cinderella: Askepot. Jeg håber dog virkelig ikke, at en dansk oversætter mener at bogen skal hedde Aske og Pot! Men selvom den er løseligt baseret på Askepot, så er den slet ikke så sødsuppe-agtig som jeg havde forventet.
Jo, der er en stedmor og nogle stedsøstre, og de er da ikke alt for søde, men heller ikke decideret onde. De er vel hvad med man kan forvente, når en ny datter af huset pludselig flytter ind og laver om på tingene.
Da Oliver og Ella tilfældigvis mødes, og endelig får øjnene op for hvem den anden er, ender det ikke så lykkeligt. De bliver overrendt af folk, og må flygte derfra. Ella bliver sendt væk, på et rekreationelt ophold, af sin far, og Oliver må finde på en måde at få kontakt til hende igen.
I et tv-interview viser han de handsker som Ella har glemt - som glasskoen i Askepot - men kan godt se, at det måske ikke er så smart at afprøve dem på alle piger. Så i stedet beder han 'den person' der ved hvad Ella ellers glemte og som kan fortælle 2 specifikke detaljer om den ting, at tage med ham til premieren på filmen. Og det er der jo, sjovt nok, kun éen person der kan - Ella.
Der er dog et par detaljer der gør, at den bliver lidt for urealistisk, blandt andet at venindens to fædre er skræddere, der kan trylle de mest fantastiske kjoler frem. Der er godt nok ikke så meget tryllefeer over dem, men alligevel bidrager de til selve Askepot historien.

Jeg er vild med Cinder og Ella

Jeg kan helt fint identificere mig med både Ella og Cinder, også selvom jeg måske ikke ligefrem er teenager længere. Men jeg kan godt sætte mig ind i deres problemer. Især Ellas usikkerhed omkring sit udseende, er virkelig godt beskrevet. Det hele er centreret omkring deres forhold - og jeg må sige at det er årets ultimative kærlighedshistorie.
Jeg ville elske at have den til at stå på min hylde og kunne læse den igen og igen. Den må meget gerne blive oversat til dansk, og jeg er sikker på at andre vil synes det samme. Bare håber jeg at titlen fortsat vil være Cinder og Ella!

Der er 5 flotte stjerner til Cinder og Ella. Jeg var helt væk i deres udfordringer og sammenhold, og måtte bare læse den til ende.
Der findes også en 2'er "Happily ever after", som mere handler om hvordan Ella skal overkomme sin skræk for at vise sine ar til verden, og samtidig lære at leve med det mediecirkus der omgiver kendte. Men den slugte jeg selvfølgelig lige derefter. Men 1'eren er helt klart den bedste.

🌟🌟🌟🌟🌟

onsdag den 15. november 2017

Skildpadder hele vejen ned - John Green

Boganmeldelse:
Titel: Skildpadder hele vejen ned
Forfatter: John Green
Udgivelses år: 2017
Forlag: Høst og søn
Sprog: Dansk
Antal sider: 282
Genre: YA
Original titel: Turtles all the way down
Originalsprog: Engelsk

Jehjes:
Læst sprog: Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: November 2017





Resumé

En mand forsvinder fra lokalområdet. Aza Holmes og hendes veninde Daisy er opsatte på at få den dusør der er udlovet på ham. Da Aza kender hans søn, er det oplagt at begynde hos ham.
Aza har dog nogle tanker, som gør det svært for hende at fungere i samfundet. Hun lider af obsessiv-kompulsiv personlighedsstruktur, og tænker derfor alt for meget over tingene.

You give your thoughts too much power, Aza.
Thoughts are only thoughts.
They are not you.
You belong to yourself, even when your thoughts don't.
- Dr. Singh til Aza Holmes.

Aza er fanget i sin egen verden

Aza og Daisy er, på overfladen, to almindelige skolepiger. De hygger med film, tøsesnakker om drenge og bruger meget tid sammen, og det er dejligt at følge deres samspil. Men samtidig, så skal der arbejdes meget for at holde deres venskab kørende, mest på grund af Azas tankevirksomhed. Aza overvejer alt, flere gange, og hvis der på en eller anden måde er bakterier indblandet, så går det helt galt. Det værste sted man kan opholde sig er for eksempel på sygehuset, da der er så mange bakterier, at man er helt sikker på at dø der. Så da Aza er indvolveret i et uheld, og kommer på sygehuset, ser det virkelig skidt ud for hende.

Det er svært at følge med i Azas tankegang, og ofte bliver det bare en lang smøre, uden rigtig nogen sammenhæng. Der var flere passager i bogen, som jeg måtte læse flere gange, og stadigvæk ikke helt gav nogen mening. Ja, jeg kan godt se at Aza har nogle problemer, og at hun burde tage sin medicin. Men det overskygger den handling der egentlig 'gør' bogen, og den kommer til at handle om Aza tvangstanker i stedet.


Hvad er der med de skildpadder

Bogens titel henviser til en måde at anskue livet på. At jordkloden egentlig bliver båret af en skildpadde, og den skildpadde bliver båret af endnu en skildpadde, som bliver båret af endnu en skildpadde og så videre. Der er ikke nogen 'nederste skildpadde', der vil altid være en der bærer den nederste. Og den måde at anskue livet på, er netop Azas udfordring.


It's turtles all the way fucking down, Holmesy.
You're trying to find the turtle at the bottom
 of the pile, but that's not how it works.

- Daisy der forsøger at forklare Aza hvordan verden ser ud.

Ikke min kop te

Jeg må indrømme, at bogen overhovedet ikke fangede mig. Den kunne have været virkelig god - for selve historien var der noget kød på, men Aza's tvangstanker var lige en tak for meget, og overskyggede handlingen.Alle disse imaginære problemer, gjorde bogen meget svær at holde fokus på. Havde Azas tanker været skåret ned til måske en fjerdedel, og der så var gjort mere ud af baghistorien, så ville den fra min synsvinkel have været noget mere læsværdig.
Jeg giver den 2 stjerner - på baggrund af handlingen der 'kunne' have været god.

🌟🌟✰✰✰

fredag den 10. november 2017

Mens alle er på Bogforum...

Det føles som om hele bogverdenen befinder sig i Bellacentret i København i denne tid, og jeg så sidder alene tilbage.
Men det er bare ikke muligt at rive så mange dage ud af kalenderen og bevæge sig til Sjælland - og lidt penge koster det jo også.
Selvom jeg virkelig gerne ville deltage i alle de skønne foredrag, møde forfatterne og købe mig fattig i bøger, så er det bare ikke min tur denne gang.
Jeg kan altid håbe, at jeg måske næste år får mulighed for at tilbringe en dag eller to til Bogforum.


Hvad jeg har jeg så gang i?

Mens alle andre mæsker sig med fantastiske mennesker, så er jeg i gang med at læse endnu flere bøger.
Jeg har netop færdiggjort 'Skildpadder hele vejen ned' af John Green, som der kommer en anmeldelse af her på bloggen om kort tid.
Derudover har jeg gang i en kærlighedshistorie, Sexy Stranger af Kendall Ryan. For der skal altså lidt kærlighed til engang imellem! Om det så ender lykkeligt eller ej, det har jeg endnu til gode at finde ud af.
På min læseliste står også 'Love is war'-serien af R. K. Lilley. Jeg er så småt gået i gang med Scarletts historie, men jeg må indrømme, at den ikke rigtig har fanget mig endnu. Men nu er jeg heller ikke så mange kapitler inde i den.

Hen over vinteren

Ja, vinteren er jo snart på vej - er der nogen der siger. I følge kalenderen er der kun små 3 uger til vi går ind i de mørke vintermåneder.
Jeg har lidt bøger på den liste også, som jeg håber at komme i gang med til den tid. Det er blandt andet Bossman af Vi Keeland, Fikseren af Gabriella Ullberg Westin, Jeg finder dig altid af Elsebeth Egholm samt selvfølgelig Origin af Dan Brown. Det er nogle lidt større bøger, og jeg ser frem til at begrave mig i dem i den kolde tid. Der skal nok komme nogle anmeldelser af dem her på bloggen en gang i fremtiden.


På min ønskeseddel står der...

Nu står julen jo snart for døren, snart skal der pyntes op, hentes juletræ og laves julegodter. Der skal også købes julegaver. Jeg er i gang med at skrive min ønskeseddel til julemanden - eller familien - eller hvem der nu vil have den. Og der skal helt sikkert også nogle bøger på den liste.
Der står allerede 3 bøger, men de har nu stået der i noget tid. De er lidt svære at få fat i, da den ikke kan købes i Danmark. Det er den tyske version af Bud Spencers biografier. De er desværre ikke oversat til Engelsk, så det var enten den tyske eller italienske version - og mit italienske er vist ikke godt nok til at kunne læse bøger!
Den nyeste Apollo bog af Rick Riordan, The dark prophecy, er også på listen - jeg har praktisk talt alt hvad Mr. Riordan har skrevet af mytologiske bøger - så denne serie MÅ jeg også have. Og jeg læser dem på Engelsk.
Derudover har jeg nogle forholdsvis nye bøger på listen; Pagten af Michael Katz Krefeld, De voksnes rækker af Anna Grue, Er du Okay Nanna? af Anika Eibe samt portrættet af vores allesammens kronprins Frederik, Under Bjælken.

Er der nogle som jeg mangler? Skriv endelig i kommentarerne hvis der er noget du synes jeg bør give mig i kast med hen over vinteren, eller som burde skrives på min juleønskeliste.

søndag den 5. november 2017

Mack Daddy - Penelope Ward

Boganmeldelse:
Titel: Mack Daddy
Forfatter: Penelope Ward
Udgivelses år: 2017
Forlag: Penelope Ward Books
Sprog: Engelsk
Antal sider: 342
Genre: Romantik

Jehjes:
Læst sprog:Engelsk
Læst som: E-bog
Læst dato: Oktober 2017







Resumé

Mackenzie og Francesca var bofæller da de gik på kollegiet, men selvom tiltrækningen var der, så skete der aldrig noget. Nu, flere år senere, dukker Mackenzie op, med sin søn, i den klasse som Francesca er lærer for. Tiltrækningen er der stadig, men selvom han er den lækreste far - Mack Daddy - så er det ikke smart som lærer til hans søn, at have et seksuelt forhold til ham.
Vi følger deres historier, set fra begges synspunkter, med flashbacks til deres fortid sammen. Hører om hvilke forhindringer der skal overvindes, for at de måske kan finde sammen. De har hver især deres problemer de tumler med. Mack vil gerne være den bedste far han kan for sin søn, men har lidt problemer med eks'en, Francesca derimod kæmper med social angst og OCD tendenser.

"I remember it all - the good and the bad - 
and I wouldn't trade any of it."
- Mackenzie, der tænker tilbage på deres tid sammen.

Ren romatik

Da Mackenzie (Mack) og Francesca (Frankie) mødte hinanden, var det ikke på den der 'kærlighed ved første blik'-måde, nej, det var pænt mere pinligt for dem begge. Det førte til at de tilbragte meget tid sammen, selvom Mack havde en kæreste på det tidspunkt. De så film, vaskede tøj og spiste sammen - alt sammen uden den mindste hentydning til noget seksuelt. Og alligevel, så lå det i luften. De gjorde dog aldrig noget ved det, noget som de begge på en måde fortryder i dag. Men nu, hvor de mødes igen, er Mack opsat på, at NU er tiden inde til at vinde Frankie over.

OCD - Pure O

Obsessive Compulsive Disorder (OCD) involverer uønskede og forstyrrende tanker, der trænger ind i sindet og forårsager stor angst eller ubehag, og som kan give tvangshandlinger. Francesca lider af den del af OCD der hedder Pure O, hvor de angstfremkaldende tvangstanker kun finder sted i sindet. Hun har problemer med at være sammen med folk hun ikke kender, dog har hun ikke samme problemer med børn - hvilket er en af grundene til at hun har valgt at blive lærer. Mackenzies søn, Jonah, har lidt samme problemer, så hun forstår ham og formår at give ham nogle hjælpemidler for at han kommer nemmere igennem dagene.

"Well, like you might be talking to me, and I'll have a random thought about stabbing you. The average person would just dismiss it as a fleeting thought. But someone with an obsessive mind like me would perform mental rituals in order to determine if there's any validity to it"
- Francesca der forklarer Mackenzie hendes problem med OCD/Pure O

Helt fantastisk bog

Dette er en bog som jeg gerne vil læse igen og igen. Mack er den der totalt lækre far - for en gangs skyld ikke en lækker ungersvend, men en som rent faktisk ved hvad det vil sige at have børn! - og Frankie er den lidt usikre pige, der ikke ser sig selv som værdig til sådan en lækker fyr. Noget som rigtig mange vil kunne identificere sig med. Jeg har allerede nu anbefalet den til flere veninder, og nu vil jeg bestemt også anbefale dig at læse den. Og det lige meget om du er mand eller kvinde, så vil du få rigtig meget ud af at læse denne bog.

Udgiv den på dansk, tak!

Min vurdering af bogen er 5 ud af 5 stjerner. Den er endnu ikke udgivet på dansk, men jeg er sikker på, at den vil være en hel klar sællert hvis/når den bliver det. Jeg læste den på engelsk, hvilket bestemt kan anbefales. Den indeholder ikke svære ord og er nem (og hurtig) at komme igennem. Når man først kommer i gang, er den meget svær at lægge fra sig igen. Den sætter også nogle tanker i gang, med hensyn til OCD og hvordan man kan tackle det i hverdagen.
En rigtig god romantisk bog, der er fantastisk til kølige efterårsaftener under tæppet, eller i sommerhuset.

🌟🌟🌟🌟🌟